//Wood Witch Ribbensteg

Wood Witch Ribbensteg

WOOD WITCH – til vildt, og stege med fedtkant og svær. I denne blanding har vi malet vildtvoksende grønne laurbærblade til et fint grønt pulver, som får lov at spille sammen med nelliker, allehånde og rosmarin. ”Det lille ekstra” kommer fra små puf af sort peber, rosenpeber og en lakridsgranulat.

Flæskesteg med Wood Witch er et særligt vellykket match (opskrift herunder), men krydderiblandingen går også fantastisk godt i spænd med vildt. Prøv Wood Witch i vildtfrikadellerne, vildtstegen og vildtgryden – det funker.

RIBBENSTEG MED ET DRYS AF SKOVHEKSENS MAGI (4-6 PERS)

Her får du vores bud på, hvordan du tilbereder en flæskesteg med velkrydret kød og små sprøde svær.

Ribbenstegen kan du skifte ud med svinekam, nakkekam eller svinebryst – med eller uden ben. Og tilbehøret kan du variere fra det klassiske (brunede kartofler, rødkål og sovs) til et godt stykke rugbrød med en sprød kålsalat.

INGREDIENSER

1½ -2 kg ribbensteg
1 – 1½ spsk Pyramide salt
1 – 1½ spsk Wood Witch

SÅDAN GØR DU

Rids sværen helt ned til kødet både på langs og på tværs, således at sværen består af 2 x 2 cm’s tern (du kan selvfølgelig også vælge det klassiske aflange rids). Gnid sværen med flagesalt og vær grundig med at få det ned mellem sværene. Herefter rubber du kødet på siderne og undersiden med Wood Witch – lad gerne stegen hvile en time ved køkkentemperatur.

Placer stegen på en rist ovenover en bradepande med ½ l koldt vand i en kold ovn (sørg for at der hele tiden er vand i bradepanden, hvis du skal lave sauce). Sæt termostaten på 200 gr og lad stege i 1½ til 1¾ time (centrumstemperatur 72-75 gr.). Hvis sværene ikke er blevet sprøde, så tag stegen ud, skru op for ovnen til 275 gr og ind med den igen til sværen er sprød.

Inden stegen serveres, kan du knuse et par af de røde aromatiske rosenpeberkorn fra dåsen over sværen.

2018-11-19T12:07:35+02:00