Et års tid før jeg fik idéen til Mill & Mortar havde jeg den fornøjelse at spise på en Michelinbehængt restaurant i København.
En, i øvrigt meget udmærket suppe, var pyntet med en dusk kørvel, som var i sæson på det tidspunkt. Og den dusk kørvel glemmer jeg aldrig. For den smagte af absolut ingenting og fik mig til at tænke: ”Er det kokken, der ikke kan købe ind eller er det fordi det ikke er muligt at købe kørvel, der smager af noget?”

Jeg ved det stadig ikke, men det var nok et eller andet sted dér, at kimen til Mill & Mortar blev sået. For hvem har ikke prøvet at købe en krukke dild, der ikke smager af noget eller et glas fesen karry?

I starten af 2008 begyndte jeg at arbejde mere konkret med idéen om, at danske forbrugere godt kunne bruge et krydderibrand, der kunne noget mere. Jeg vidste godt nok ikke noget om krydderier, bortset fra at jeg elsker at lave og spise mad – gerne fra eksotiske egne af verden – men nogen faglig tilgang til krydderier havde jeg ikke.

Jeg kastede mig over opgaven med en kæmpe entusiasme. Jeg lånte bøger om dyrkning af krydderier, og læste lange krydderibeskrivelser skrevet af indiske professorer, studerede indgående alle de fagkilder jeg kunne opstøve på nettet, jeg afdækkede markedet og var i øvrigt på nippet til at købe en krydderurteplantage i Sverige og til sidst rejste jeg ud i verden for at se og lære, hvordan dyrkning og handel med krydderier foregår. Det var nok mine rejser, som fik en afgørende indflydelse på min beslutning om at starte en virksomhed, for her mødte jeg bønder, der producerede de krydderier, jeg selv efterspurgte – krydderier dyrket i de helt rigtige omgivelser, behandlet og tørret så smag og aroma blev bevaret.

Der er en masse dygtige og inspirerende mennesker, som har haft afgørende betydning for hvordan Mill & Mortar kom til at forme sig i kraft af deres gode råd, kritik og opmuntring til mit projekt. Jeg kunne også mærke, at der blandt venner og familie har været en del himmelvendte øjne, ”Skal hun leve af at sælge peber… – klassisk 40 års krise”, men det er jo også en slags drivkraft, og den har man rigelig brug for, når man starter sin egen virksomhed.

1. oktober 2008 lykkedes det at gå i luften med Mill & Mortar og min første krydderiserie, som bestod af eksklusive First Edition Peberbær hentet hjem fra 5 forskellige verdensdele. Og nu godt 6 år efter vi sendte de første produkter i handlen, sidder jeg og skriver mit første blogindlæg, fordi min mission fortsat er at lære danskerne, at omgås deres krydderier, som de omgås god vin, estate kaffe, lammefjordsgulerødder og andre dyrebare råvarer.

Jeg håber, at du har lyst til at følge med her på bloggen?