//Ras el Hanout lammeskanke

Ras el Hanout lammeskanke

Ras el Hanout betyder “krydderihandlerens hoved” og er en krydderiblanding, som findes i lige så mange versioner som karry. I Mill & Mortar’s blanding findes noter af muskat, kanel og varme krydderier tilsat sødme fra rosenblade og lavendelblomst. Ras El Hanout er især velegnet til lam, men går også glimrende til kylling, i couscous og gryderetter.

Denne Lammegryde med Ras el Hanout smager himmelsk, mildt krydret og alligevel kraftfuldt med sødme fra de tørrede frugter. En rigtig søndagsret, hvor man har tid til at gå og nyde duften, der breder sig i køkkenet.

INGREDIENSER
4 lammeskanke (du kan bruge enhver type lammekød til denne ret, juster blot simretiden herefter – skanke tager længst tid)
2-3 spsk Ras el Hanout
3 spsk olie
1/2 til 1/1 liter bouillon (kalv, okse, lam eller hvad man nu har)
4 spsk honning
150 gram Marcona mandler med gyldne og mørke rosiner eller andre tørrede
frugter og mandler, ca. 75 gram af hver.
Evt. lidt frisk krydderurt (persille, koriander)

SÅDAN GØR DU
Gnub skankene ind i Ras El Hanout og lidt salt, læg dem i bunden af en stegeso eller en ildfast, tykbundet gryde med låg. Tilsæt de øvrige ingredienser med undtagelse af mandlerne, som først tilsættes de sidste ca. 15 minutter. Sørg for at der er bouillon nok til, at der står væske godt op om kødet, læg låg på og stil stegesoen/gryden i ovnen ved 180 grader i ca. 2,5-3 timer. Check ind imellem at skankene ikke bliver tørre – hæld evt. lidt mere bouillon i stegesoen eller vend skankene. Husk at komme mandlerne i de sidste 15 minutter. Kødet er færdigt, når du kan løsne det fra benet med en gaffel. Herefter hældes suppen over i en gryde, mens kødet holdes lunt. Skum evt. fedt væk fra overfladen og kog suppen ind med godt en tredjedel. Hæld den varme, reducerede sauce over kødet.
Server med couscous og en salat.

TILBEHØR
Prøv fx denne lækre Gulerodssalat med sort sesam og kardemomme
Kardemomme klæder gulerødderne rigtig godt, de giver salaten et strejf af noget eksotisk.

INGREDIENSER
25 g sorte sesamfrø
600 g store gulerødder, af god sød kvalitet
mynteblade

DRESSING
10 kardemommekapsler
2 spsk. smagsneutral olie
2 spsk. friskpresset citronsaft
Flagesalt og friskkværnet, sort peber (marker)

SÅDAN GØR DU
Flæk kapslerne og tag kardemommekornene ud, rist dem let på en tør pande, og stød dem i en morter. Rist sesamfrø på en tør pande hver for sig, til de er gyldne. Skræl gulerødderne: Med en skræller, som laver tynde skræller, ’snitter’ du gulerødderne meget tyndt, direkte ned i serveringsskålen. Hvis ikke skiverne bøjer nemt og dekorativt, er de ikke tynde nok. Drej guleroden lidt efter hvert snit, så skiverne ikke bliver for brede.
Bland dressingen af kardemomme, olie, citronsaft, salt og peber. Vend gulerødder, sesamfrø og dressing sammen og server.
Du kan også tilsætte ristede mandler eller cashewnødder.

2018-11-19T12:10:02+00:00