Pul Biber Chili
Hvis du har lavet mad efter tyrkiske eller mellemøstlige opskrifter, er du sikkert stødt på ingrediensen Pul Biber, Aleppo peber, Halaby peber eller ganske enkelt tyrkiske chili flager. Alle navne bruges i flæng, men dækker over det samme krydderi. I Tyrkiet er Pul Biber lige så almindeligt at have stående på spisebordet, som vi har salt og peber stående. Men hvad er det specielle ved krydderiet og hvorfor passer det så godt til et hav af forskellige retter?

Hvordan bruger du det?
Vi synes, at Pul Biber kan noget ganske særligt… og går du efter den der specielle mellemøstlige smag, så skal du bestemt gøre en indsats for at få fingre i krydderiet. Det bruges som sagt flittigt i Mellemøsten, men også i Middelhavskøkkenet til at krydre kød- fisk- og grønsagsretter, det tilsættes supper, hummus, dips, ægge-, ris- og pastaretter. Pul Biber passer smukt til grillen, fx blandet i lidt olie eller en glaze. Krydderiet udvikler masser af smag og aroma i en langsomt simrende gryderet og sidst men ikke mindst egner de flotte røde flager sig specielt godt til at drysse udover den færdige ret, lige inden den serveres, fx salat, pizza, olieret fladbrød, feta eller tzatziki. Så kort og godt prøv Pul Biber på ALT som trænger til varme og lidt styrke.

Pul Bi .. hvad for noget?
Pul Biber betyder slet og ret chili flager på tyrkisk og navnet Aleppo Pepper, som det kaldes på engelsk, refererer til Alepporegionen i Syrien/Tyrkiet, hvor det oprindeligt har været dyrket og bearbejdet igennem århundreder. Vores Pul Biber kommer fra Spanien! Det var dér vi kunne finde en økologisk Pul Biber af høj kvalitet.

Pul Biber er en række Capsicum annuum (Spansk Peber slægten), de er røde, ofte buttede chilier. Den modne chili soltørres/tørres og derefter fjernes stilke og de størstedelen af kernerne. Chilikødet males groft til flager med en smuk dybrød farve. Smagen er aromatisk med undertoner af spidskommen og et hint af noget frugtagtigt .  Styrken er mild til medium, alt afhængig af dyrknings- og tørringsmetoder.

Scoville scale
Scoville scale er en skala, som bruges til at måle hvor stærkt en bestemt chili-frugt er. Styrken måles i SHU (Scoville Heat Units) ud fra hvor høj koncentrationen af stoffet capsaicin i den pågældende chilipeber er. Pul Biber chili scorer omkring 10.000 SHU på Scoville scale.
Bare til sammenligning:

Peberfrugt = 0

Jalapenos = 2500 – 10.000

Cayenne peber = 30.000 – 50.000

Habaneros = 200.000 – 300.000

Ren Capacin = 16.000.000